onsdag den 13. juni 2012

På vej med Nattens stemmer

Om to dage udkommer min fjerde roman Nattens stemmer på forlaget mellemgaard. Det har jeg glædet mig til i lang tid, ja, jeg kan næsten sige i ni måneder, men det stemmer ikke helt. Så lang tid har det ikke taget at redigere den. Til gengæld tog det meget længere tid at skrive den, men det er en anden sag. 

Når jeg får lyst til at sammenligne ventetiden med ni måneder, er det fordi; at udgive en bog er lidt som at at skulle føde et barn. Øjeblikket oprinder, og nu sker det, barnet kommer og er ikke mere en størrelse inde i maven, en rumlende fornemmelse, nu er barnet ude i lyset. Heldigvis skal det ikke klare sig selv fra starten af, vi kan tage os godt af den lille i rigtig lang tid. Og så alligevel; der kommer et tidspunkt, hvor barnet er voksent, flytter hjemmefra og skal klare sig selv. 

Det er måske allermest sådan det er: Bogen er født, vokset op og flytter nu hjemmefra. Den er trykt. Den ligger der som en konkret størrelse, den har fået hjælp på vejen, er blevet opdraget, korrigeret for dårlig opførsel, sat i rette, blevet rost og nurset. På alle måder har bogen haft en lang tid i trygge rammer, nemlig som et dokument på min computer. Til hver en tid har jeg kunnet delete, omrokere, skrive nye afsnit, fokusere (indrømmet: så let er det ikke med børn og opdragelse). Men nu går den ikke længere. Bogen er trykt og skal ud på fredag. Den skal i sidste ende klare sig selv og helst finde frem til så mange læsere som muligt. Og så er der alligevel lidt jeg kan gøre, netop prøve at berede vejen derude i vildnisset, prøve at gøre opmærksom på dens eksistens og følge den pænt på vej ud i den store verden. Bloggen her er en af måderne.



Kort referat
Agnete kommer fra Polen og har giftet sig med Anders, der bor på en gård ude på landet. Agnete skjuler noget, og som årene går, vokser tavsheden mellem Anders og Agnete. En dag beslutter hun sig for at søge arbejde som nattevagt på et krisecenter i storbyen. Nattevagterne bliver anderledes, end hun har forestillet sig, for i de lange nætter er det svært at holde fortiden ude, og stemmer fra dengang blander sig med beboernes fortællinger. Snart knytter hun sig til en forsømt pige og får derigennem kontakt til pigens far. Forholdet til pigen og hendes far bringer Agnete ud i uoverskuelige situationer. Til sidst er hun dér, hvor 
hun er tæt på at miste sit arbejde, sit ægteskab - og måske sig selv. Agnete bevæger sig ud på dybt vand. Spørgsmålet er, om hun på den måde komme længere væk fra sig selv eller tværtimod tættere på.

Nattens stemmer er en fortælling om en kvinde, som forsøger at udligne noget, som engang er sket, og som ikke kan gøres om. Den handler om et personligt engagement, som kommer til at overskygge alt andet.

1 kommentar:

  1. Nattens stemmer er en fantastisk bog. Den blev slugt i løbet af to dage, hvilket jo betød at meget andet blev lagt til side fordi jeg ikke ville stoppe med at læse.
    Nattens stemmer er følelser og minder fra fortid, tanker og problemer i nutiden som påvirker og influere hovedpersonens valg for fremtiden. Jeg blev fængslet at svære tanker og problematikker om indviklede inbyrdes forhold mellem mennesker som påvirkes at den baggage vi alle bære rundt på.
    Jeg indrømmer at bogens forfatter er min mor, men vil vove at påstå at dette ikke havde nogle indflydelse på min læse entusiasme.

    SvarSlet